Sparresholm er et gods i Toksværd Sogn i Næstved kommune på Sjælland.
Sparresholm er på ca. 600 hektar, fordelt på halv skov og halv landbrug. derudover er der ca. 20 udlejningsboliger til godset.
Hovedbygningen er i renæssancestil i røde tegl og opført af Mundskænk, Hofmarskal Jens Sparre i 1609, de to hvide sidefløje er formentlig opført en smule senere (1680). Hovedfløjen og Nordfløjen udbrændte helt i 2013, så kun skallen stod tilbage. Disse er genopbygget og stod færdige i 2024. Sydfløjen som kun brændte delvis er endnu ikke genopbygget.
To avlsbygninger på vej ned til hovedbygningen er opført i 1927 efter en brand.
Hovedbygningen er bygget på ruinerne af den middelalderlige borg "Padeborg", der antages bygget omkring år 1200, men ødelagt i 1345.
Der er fortsat voldgrav på forsiden af hovedbygningen, mens resten af voldgraven er nedlagt på et tidspunkt. Sparresholm ligger på det gamle voldsted/holm, og har udover voldgraven været omgivet af vand i form af en sø, mose m.m. Den nedlagte sø og gamle mose rundt om hovedbygningen fungerer nu som dyrehave med Kronvildt.
Hovedbygningen er fredet.

